fbpx
ecocouncil article banner img

Klimarejsen

2 June 2019 | Energi & Klima | Transport

Alle skal kunne rejse klimaneutralt til Folkemødet. Det er ambitionen bag ved projektet Klimarejsen.

Når man i år tager til Folkemødet for at debattere, søge viden og netværke, kan det ske med en lille smule bedre klimasamvittighed. Der er nemlig i år startet et nyt initiativ op, som gør det lidt mere klimavenligt at både rejse til Bornholm, men også transportere sig rundt på øen under folkemødet. Det vækker glæde hos Folkemødet og Bornholms borgmester Winni Grosbøll:

”Klimarejsen til Folkemødet er et godt eksempel på, hvordan Folkemødet kan føde nye koncepter og ideer. Klimarejsen kan demonstrere grønne transportløsninger, der rækker langt ud over den Bornholmske geografi, men det er med udgangspunkt i rejsen til Folkemødet på Bornholm, at den her første klimavenlige rejse er blevet født. Det er vi stolte af og glade for”.

Det Økologiske Råd har samlet en flok transportleverandører som sammen gerne vil vise vejen frem mod en grønnere rejse. I et partnerskab på tværs af offentlige myndigheder, Folkemødet, NGOer og private virksomheder har projektet gennem foråret arbejdet på at give folkemødedeltagerne et grønnere valg, når de skal transportere sig til Folkemøde og rundt på øen.

Det første skridt henimod en helt CO2-fri rejse
“Vi har mødt rigtig stor opbakning til projektet fra alle sider og er nået langt i år. Næste år håber vi at se både elbusser og en færge på grønne drivmidler koble sig på Klimarejsen. Så er vi endnu tættere på målet om dække alle transportformer til Folkemødet. Det vil være et godt eksempel til efterfølgelse i den grønne omstilling af transporten i Danmark”. udtaler Kathrine Fjendbo, projektleder og grøn transportspecialist fra Det Økologiske Råd.

I år kan deltagerne på Folkemødet nu helt konkret kan tage et fly fra SAS, der flyver på 50% avancerede biobrændstoffer, tage en el- eller brinttaxi fra lufthavnen med DRIVR eller Dantaxi, leje en cykel fra Donkey Republic fra Klimarejsens mobilitetsplads i Allinge, eller booke en tur i en elbil ud i det blå og grønne, hvis der skulle være behov for lidt ro til en faglig snak med en ny kontakt.

Man kan også starte sin klimarejse helt anderledes og booke en el-delebil hos LetsGo eller leje én hos GoMore og køre til Bornholm. I Allinge står EON og Clever klar til at lade elbiler og FDEL og Renault står klar med informationer og prøveture med elbiler.

Debatter om fremtidens transport til Folkemødet

Partnerne i projektet vil deltage i projektets to debatter under temaet ”Klimarejsen – Vejen til klimaneutral transport”. Debatterne vil finde sted i henholdsvis Infrastrukturens telt, Brogårdscenen fredag d. 14.6. kl. 12-13 og i Klimateltet lørdag d. 15.6. kl. 13.30-14.30.

Foreningen Folkemødet og Region Hovedstaden bakker projektet op med hjælp til projektledelse, kommunikation, infoskilte løsninger på stort og småt.

Det Økologiske Råd er en medlemsbaseret miljøorganisation, der bl.a. arbejder for grøn omstilling af transportsektoren gennem konkrete omstillingsprojekter, demonstrationsprojekter og ved at give input til beslutningstagere.

Modtag Nyhedsbrev