Arrow
Arrow
Ny app mod mikroplast
Slider

Dansk kødproduktion belaster klimaet

Der er ikke plads til, at hele verdens befolkning får et kødforbrug på niveau med det danske. Kødproduktion belaster desværre i høj grad klimaet, og i følge nyere undersøgelser er dansk landbrug mindre klimaeffektivt end gennemsnittet i Europa. Derfor skal vi sænke vores forbrug og producere kød med omtanke.

Artikel af klimachef John Nordbo, WWF Verdensnaturfonden og sekretariatsleder Christian Ege, Det Økologisk Råd bragt i Politiken.

Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer, prøvede lørdag i dagbladet Politiken at overbevise danskerne om, at vores store indtag af kød ikke har nogen negativ indflydelse på klimaet.
Det er ikke overraskende, at direktøren for Landbrug & Fødevarer – landets kødkonge - plæderer for, at danskerne fortsat skal spise store mængder kød – et produkt, som mange af hendes medlemmer overvejende lever af at sælge.
Men faktum er, at dansk kødproduktion belaster klimaet – og det i markant højere grad end produktion af vegetabilske fødevarer. Det gælder helt uanset om man regner med klimabelastningen pr. kg produceret enhed, eller om man regner med klimabelastningen pr. produceret gram protein.

Det er også et faktum, at mange vegetabilske fødevarer har et proteinindhold på niveau med det, man finder i kød. Samtidig indtager danskerne generelt rigeligt med protein.

Karen Hækkerup skriver, at ’i et klimaperspektiv bør det være o.k. at spise dansk kød’. Ja, sådan burde det være. Men faktum er desværre, at dansk kødproduktion belaster klimaet.

Med reference til en hollandsk undersøgelse hædrer Karen Hækkerup det danske landbrug for at producere det næstmest klimavenlige oksekød i hele Europa. Resultaterne i denne rapport er dog både forældede og mangelfulde.
En nyere italiensk undersøgelse fra 2012 fastslår, at det danske landbrug er mindre klimaeffektivt end gennemsnittet mht. produktion af oksekød, komælk, svine-, kyllinge-, lamme- og gedekød. Kun i produktionen af æg er dansk landbrug mere klimaeffektivt end gennemsnittet.
Den italienske undersøgelse medregner en række led i produktionen af animalske produkter, som den hollandske undersøgelse ikke tager højde for. Det gælder bl.a. klimaeffekterne af indirekte omlægning af land og klimaeffekterne afledt af fodertransport.
Lige præcis de to udeladelser i den hollandske undersøgelse er særdeles fordelagtige for det danske landbrugs grønne regnskab.
Dansk landbrug importerer store mængder soja fra især Argentina og Brasilien til brug for dyrefoder. Det belaster i sig selv klimaregnskabet markant, at vi importerer foder helt fra Sydamerika. Endnu værre er det dog, at sydamerikansk tropisk skov bliver ryddet for at mætte efterspørgslen efter soja fra bl.a. dansk landbrug. Rydning af tropisk skov belaster i den grad klodens klimaregnskab.
Vi medgiver, at det kan være svært at omlægge den danske foderproduktion fra den ene dag til den anden. Men vi kan starte med at sikre, at produktionen af sojabønner sker under forsvarlige forhold og ikke giver anledning til yderligere fældning af tropisk skov.
Karen Hækkerup, er du og Landbrug & Fødevarer friske på, at vi som et første skridt skal arbejde hen imod udelukkende at anvende certificerede sojabønner i den danske kødproduktion? Og at vi på sigt skal anvende indenlandsk produceret foder?
WWF Verdensnaturfonden og Det Økologiske Råd er ikke kød-hadere, men vi kæmper for en verden hvor mennesket lever i balance med naturen, og hvor den globale ulighed kan mindskes. Der er ikke plads til, at hele verdens befolkning får et kødforbrug på niveau med det danske. Derfor skal vi sænke vores forbrug. Desuden skal vi stille krav til det kød, vi lægger på tallerkenen. Vi skal udvise omtanke både i produktionen af vores kød og i kødets rolle i vores kost.


     

Støt vores arbejde

Bliv medlem

eller støt os med fx 50 kr via:

Nyhedsbrev ikon gns

Modtag nyhedsbrev

Udkommer månedligt 

 
 

 

Arrangementer

Debatmøde: Problematiske stoffer i importerede produkter fra ikke EU-lande

Din guide til grønt el-valg

 

 el klasser gruppeNY  

Tænk på klimaet, når du vælger el-produkter! 

 

Se vores guide på
www.grøntelvalg.dk

 

Nyeste udgivelser

På vores webshop kan du downloade vores publikationer gratis