Kommuner er en vigtig brik til energieffektiviseringer i små virksomheder

Minister: Kommunerne spiller en vigtig rolle, hvis vi vil fremme energieffektiviseringer i små og mellemstore virksomheder

Mere end 100 ildsjæle var d. 22,. januar 2018 samlet i HUSET i Middelfart for at diskutere og udveksle erfaringer om, hvordan man fremmer energi-effektiviseringer i små og mellemstore virksomheder (SMV), og hvordan kommunerne kan spille en rolle i den proces.

Konferencen blev afholdt af Energistyrelsen, Det Økologiske Råd, Energiforum Danmark, Dansk Erhverv og KTC, og blev åbnet af Energi- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, som bl.a. nævnte at kommunerne spiller en afgørende rolle, hvis man vil have flere SMV’er til at energieffektivisere.

Ifølge ministeren er kommunernes indsats med til, at vi kan have velstand og vækst, uden at øge energiforbruget.

”Det er en bedrift, der er vækker opsigt i verden, at Danmark i løbet af de sidste årtier har formået næsten at fordoble vores BNP og samtidigt have et uændret energiforbrug og faldende CO2-udledning,” sagde Lilleholt og fortsatte:

”Kommunerne har en særlig rolle, fordi de har kontakt til de lokale SMV’er. Samtidigt kender kommunerne lokalsamfundet og ved, hvad der rør sig, og hvad borgerne er optagede af. De har også mulighed for at sætte en overordnet ramme for, hvor man gerne vil hen. Kommunerne kan prioritere hvilke opgaver og indsatsområder, der er særligt vigtige – fx opgaver inden for det grønne område, og på den måde være med til at fremme fortællingen om, at kommunen er grøn.”

Den slags kan ifølge ministeren have betydning for lokalområdet og for motivationen hos borgere og virksomheder i lokalsamfundet – på samme måde som billedet af Danmark som grønt foregangsland har betydning for danske virksomheder.

Samtidigt pointerede ministeren, at lokal grøn vækst kræver en gennemtænkt plan, der tager udgangspunkt i de konkrete forhold i lokalområdet, og at kommunerne med fordel kunne gå ind i et aktivt samarbejde med erhvervslivet om, hvad der er behov for frem for at trække krav ned over hovedet på virksomhederne.

”Hvis man gør det er der ikke tvivl om, at vækst og klima kan gå hånd i hånd og at grøn omstilling kan gavne beskæftigelsen,” afsluttede Lars Chr. Lilleholt.

Læs hele ministerens tale på: http://efkm.dk/ministeriet/ministeren/taler-og-debatindlaeg/2018/januar/tale-ved-konference-om-groen-vaekst-i-kommunerne-og-energieffektivisering-i-erhvervslivet-d-22-januar/