Brev til gulvbranchen
![]() |
Gulvbranchen garantere, at der ikke bruges farlige blødgører i vinylgulve - vi spørger dem om, hvilke flalater, de benytter. |
6.juni 2012
Til Anders Hjorth Jensen, Gulvbranchen
Som bekendt har undersøgelser vist, at spædbørn optager blødgørende ftalater fra vinylgulve, ved at opholde sig på disse gulvtyper. Det seneste studie er udført af forskere fra Karlstad i Sverige.
Vi har set din udtalelse på Ingeniørens netavis d.29. juni, hvor du på baggrund af dette garanterer, at hovedparten af de danske vinylgulve ikke indeholder farlige ftalater, og derved ikke udgør en sundhedsrisiko for spædbørn. Yderligere er du citeret for at sige, at der i vinylgulvene ikke anvendes ftalater, der er forbudt i legetøj.
Den svenske gulvbranche udtaler, at i Sverige anvendes ftalaterne DIDP og DINP i vinylgulve – som en erstatning for de tidligere anvendte ftalater BBP og DEHP. Da dette er en udbredt erstatning i vinylgulv, er det nærliggende at tro, at de danske producenter også har lavet netop denne udskiftning.
Ftalaterne DINP og DIDP er begge på EU’s prioriteringsliste over potentielt hormonforstyrrende stoffer, og DINP er også på ChemSecs SIN-liste. Denne liste indeholder kemikalier, der opfylder betingelserne for at være på EU’s kandidatliste over særligt farlige stoffer – selv om hovedparten endnu ikke er optaget.
DINP og DIDP er derudover forbudt i legetøj til 0-3 årige, og yderligere forbudt i legetøj til 3-14-årige, hvis det er beregnet til at komme i munden.
Man har altså både i Danmark og EU erkendt, at DINP og DIDP ikke er ufarlige stoffer, og kan have en hormonforstyrrende virkning, der især påvirker babyer og børn.
Vi vil derfor gerne spørge jer, hvilke ftalater der anvendes i danske vinylgulve.
Venlig hilsen
På vegne af Det Økologiske Råd
Eline Aggerholm Kristensen og Christian Ege



